• Forfærdelig katastrofe kan få store konsekvenser for Mærsk: »Jeg kan ikke erindre at have set tilsvarende«

    Source: BDK Finans / 26 Mar 2024 15:26:01   America/New_York

    En del af Mærsks flåde er tirsdag blevet midtpunkt for et voldsomt og opsigtsvækkende brokollaps i Baltimore i USA. Et containerskib chartret af den danske rederigigant påsejlede klokken 1.30 lokal tid den 2,6 kilometer lange bro Francis Scott Key Bridge og fik den til at kollapse. Syv personer og samtlige biler, der befandt sig på broen, røg efter sammenstødet i det ni grader kolde vand, og en lokal redningsaktion blev iværksat. Mens arbejdet pågik, erklærede Marylands guvernør, Wes Moore, omstændighederne for en nødsituation, og et dykkerhold blev indsat. Containerskibet er 300 meter langt og bærer navnet »Dali«. Det sejlede under Singapore-flag og var på vej mod Sri Lanka, hvorefter det skulle fortsætte videre til Malaysia og derefter Kina. Skibet blev chartret af Mærsk af selskabet Synergy Group og sejlede med Mærsk-kunders last, bekræfter Mærsk i en skriftlig kommentar. »Vi er forfærdede over, hvad der er sket i Baltimore, og vores tanker går til alle de berørte,« lyder det fra rederigiganten. Tirsdag formiddag dykkede Mærsk-aktien med knap seks procent efter nyheden og endte dagen med et fald på 2,6 procent. Den store broulykke risikerer at give et hak i omdømmet hos Mærsk. Det vurderer Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank, der heller ikke er i tvivl om, at faldet i aktien skyldes ulykken. »De her forfærdelige billeder går verden rundt, og det er noget, som med det samme trækker Mærsk ind i den omdømmemæssige risiko, der er for det, som selskabet laver. Det handler jo om sikkerhed og forsvarlig sejlads. Det er klart, at det er noget af det, som investorer i første omgang reagerer på,« siger han. Senere på dagen sprang endnu en dårlig nyhed for Mærsk, der førte til et yderligere kursfald. Her hævdede Houthi-bevægelsen ifølge Reuters at have udført et nyt angreb på et Mærsk-skib i Det Røde Hav. Mærsk afviser dog dette og oplyser til Ritzau, at skibet fortsætter sikkert på sin rute. Men angrebet på en række skibe understreger igen, at situationen i Det Røde Hav er meget følsom og hurtigt kan ændre sig – til det værre. Slog alarm om kollision: Havde »mistet kontrollen« Det er fortsat uvist, præcis hvad der fik skibet til at kollidere med broen i Baltimore. Flere ting står dog klart om ulykken. Politiets foreløbige efterforskning viser, at påsejlingen ikke er bevidst. Og der er »absolut ingen indikation« på, at der er tale om en terrorhandling. Omvendt peger flere ting på, at skibet kan have haft tekniske problemer. Efter afgangen fra havnen i Baltimore mistede skibet fremdrift, hvorefter besætningen ombord advarede myndighederne i Maryland om en mulig kollision. »Fartøjet meddelte, at de havde mistet kontrollen over skibet, og at en kollision med broen var mulig,« lyder det ifølge ABC News i en rapport fra det amerikanske agentur for intrastruktursikkerhed. Ombord var 22 indiske besætningsmedlemmer, herunder to kaptajner. Ud over en enkelt rift i hovedet på et af besætningsmedlemmerne er ingen af dem kommet til skade. Intet Mærsk-personale var ombord, oplyser rederigiganten. På grund af ulykkens store omfang kan det være vigtigt at holde øje med, om der ud over aktiefaldet og skaden på omdømmet også kan komme et potentielt forsikringsmæssigt efterspil for Mærsk, siger Jacob Pedersen fra Sydbank. »Det er ikke bare en vejsidemarkør, man har væltet her, men noget, som man kan forestille sig, at der kommer et økonomisk efterspil på. Om Mærsk så har forsikret sig ud af det her, kan der være sket ting på broen, som gør, at Mærsk måske alligevel kan ende med en regning for det her. Det ved vi ikke, men der er den usikkerhed,« siger han. Forsinkelser og flaskehalse Ulykken risikerer også at medføre et øget pres på omkringliggende havne og den øvrige infrastruktur på den amerikanske nordøstkyst. Det fortæller Lars Jensen, shippinganalytiker og stifter af rådgivningsselskabet Vespucci Maritime. »Brokollapset betyder, at man ikke kan komme til og fra havnefaciliteterne. Det ligger simpelthen og spærrer indsejlingen,« siger han. Baltimore er dog en af de mindste containerhavne på den amerikanske østkyst, understreger han. Selvom den manglende trafik derfor kan håndteres, vil den give anledning til flaskehalsproblemer og forsinkelser. »Dels i havnen, men også i forbindelse med at få plads nok, ikke bare på lastbiler, men især jernbanenettet, hvor der er forbindelser både fra Baltimore og ind i baglandet i USA. Den jernbanelinje kan ikke benyttes nu,« siger han. Ifølge Lars Jensen er ulykken højst usædvanlig. »Jeg kan ikke erindre at have set en tilsvarende ulykke, hvor man har fået en helt stor bro til at kollapse og spærre indsejlingen til en større havn. Det kan jeg simpelthen ikke,« siger han. https://www.berlingske.dk/virksomheder/forfaerdelig-katastrofe-kan-faa-store-konsekvenser-for-maersk-jeg-kan
Share on,